Knud Hilligsøe
Født: 25-5-1917 i København
Død: 24-7-2006 (89 år)
Gravsted: Skive Kirkegård

Biografi
Knud Aage Hilligsøe Pedersen, pianist og sanger, der var søn af skuespilleren Peder Hilligsøe, blev uddannet ved handelen, men scenen trak. Han fik sin egentlige debut i H.K. Revyen i København og uddannede sin sangstemme under et tre måneders ophold i Tyskland. Derefter optrådte han i længere tid i Hollænderbyen i København og et halvt år hos Roxy i Aalborg. Under et 7 måneders engagement i "Landsbyen" i Skive gjorde han særlig lykke med en række Aakjær-sange. Under krigen underholdt han restaurations- og hotelgæster med sine fornøjelige viser. Efter 2. verdenskrig indsang han flere grammofonplader bl.a. "Jeg stod ved Møllen", "Dans den gamle polka” / Rosemarie-polka (1953), "Skamlingsbanken mit barndomshjem" (1955) og "Der står Hansen på døren". Sammen med Lillian Fugmann indsang han også "Skal vi klippe vore julehjerter sammen".