Børge Hamberg
Født: 14-3-1920 i Amager, København
Død: 1-5-1970 (50 år)
Gravsted: Brøndbyøster Kirkegård (nedlagt)
Biografi
Holger Egon Børge Hamberg, filmproducent og tegner, var søn af en maskinarbejder og havde efter konfirmationen forskellige jobs, men håbede at kunne gøre sit talent for at tegne til sin levevej. Han malede flere akvareltegninger og leverede som freelance tegninger til de to satiriske årsskrifter Blæksprutten og Svikmøllen. Omkring 1940 blev Børge Hamberg ansat ved reklametegnefilmfirmaet Vepro i Hovedvagtsgade som farvelægger og blev siden mellemtegner. Han blev assistent hos tegneren Erik Rus Christensen på tegnefilmen "Peter Pep og Skomager Snørestøvle", der fik en meget positiv omtale i den københavnske dags- og ugepresse, men alligevel ikke blev nogen salgssucces. Der var ikke fast arbejde hos Vepro og heller ikke andet tegnefilmarbejde at få i Danmark og i sommeren 1942 rejste han sammen med Erik Rus Christensen til Potsdam for at arbejde hos Hans Held på Bavaria Film. De havde en del oplevelser i nazi-Tyskland, som gjorde et uudsletteligt indtryk og Børge Hamberg besluttede sig for at tage hjem hurtigst muligt. Han blev ved hjemkomsten ansat som cheftegner hos Dansk Farve- og Tegnefilm A/S og designede næsten alle figurerne til H.C. Andersens eventyrtegnefilm "Fyrtøjet". Siden arbejdede han hos Bent Barfod, men oprettede i 1962 sammen med Leif Beckendorff Spectrum Film Studio, hvor de producerede tegne-, trick-, reklame- og kortfilm.
Har arbejdet med følgende 1 tegnefilm:
Fyrtøjet (1946) | Animation |