Else Brems
Født: 16-7-1908 i København
Død: 4-10-1995 (87 år)
Gravsted: Garnisons Kirkegård - Kbh

Biografi
Else Brems, operasangerinde, var datter af klarinettist, koncertsanger og sangpædagog Anders Lauridsen Brems (12-08-1877 - 27-02-1974) og pianisten Gerda Emilie Rasmussen (15-02-1880 - 07-07-1967). Hun var søster til musettesanger Mogens Brems og klarinetisten Erik Brems. Hun fik sin grundlæggende sanguddannelse hos faderen og fortsatte senere med studier i Paris og Berlin. Else Brems debuterede på Det Kongelige Teater i 1930 som Carmen - og var ansat ved operaen fra 1931 til 1962. Blandt hendes roller var Orfeus i "Orfeus og Eurydike", Olga i "Eugen Onegin", Lola i "Cavalleria Rusticana", Eurydike i "Orfeus i Underverdenen", Philint i "Majdronningen", Marie Grubbe, og Bess i "Porgy og Bess". Også uden for landets grænser gjorde hun sig kendt ved en række gæsteoptrædender på operaerne i Wien, Budapest, Prag, Warszawa og Stockholm og som solist ved Chicago-symfoniorkesters koncerter. Else Brems var i årene 1963–67 tilknyttet Det jyske musikkonservatorium som sangpædagog og derefter til 1978 ved Københavns Universitets musikvidenskabelige institut. Hun blev i 1953 tildelt Ingenio et arti. Else Brems blev den 10. juli 1940 gift med operasanger Stefan Islandi (06-10-1907 - 01-01-1994). Ægteskabet blev opløst i 1949.