Stig Krabbe Barfoed
Født: 29-5-1934 i København
Død: 4-8-2026 (92 år) Mindebog
Gravsted: Manglende oplysning

Biografi
Stig Krabbe Barfoed var søn af overlæge, dr. med. Knud Haraldsen Krabbe (03-03-1885 - 08-05-1961) og Esther Margrethe Barfoed (12-09-1905 - 03-07-1992). Han blev uddannet som mag.art. fra Københavns Universitet i 1960. Et job som studenterspeaker i Danmarks Radio udviklede sig til en karriere i statsradiofonien. Fra 1953 til 1960 var han speaker ved Danmarks Radio og derefter kulturredaktør på Aalborg Stiftstidende 1961-1969. Han var medstifter af Jomfru Ane Teatret 1966 og formand for bestyrelsen 1966-1969. I 1969 blev Stig Krabbe Barfoed ansat som programsekretær ved Danmarks Radio i teater- og litteraturafdelingen - og blev en del af Radioteatret. Senere blev han programmedarbejder og vært på DR's afdeling i Aarhus. Her lavede Stig Krabbe Barfoed en række programmer om danske kunstnere, og han var vært på flere programmer - blandt andet programmet "Landet rundt". Mest kendt er han nok for værtsrollen i quizprogrammet "Klar, parat, svar". Programmet rullede over skærmen i bedste aftensendetid i slutningen af 1980'erne og i begyndelsen af 1990'erne. Det var også Stig Krabbe Barfoed, der gjorde provokunstneren Jens Jørgen Thorsen kendt for danskerne i programmet "Kunstquizzen". Han var desuden stemmen bag en lang række DR-programmer, da han speakede programmer som "En bedre verden", "En nomadefamilie i Vestafrika" og "Fritidsdyr". Som producer var han også med til at udforme Jørgen Leths cykelkortfilm fra 1973 "Eddy Merckx i nærheden af en kop kaffe". Stig Krabbe Barfoed blev den 28. februar 1957 gift i Gentofte Kirke med tekstforfatter Ida Marie Folmer Jørgensen (f. 25-07-1933 - 25-03-2021). Ægteskabet blev opløst. Derefter blev han gift med læge Kirsten Hardt (16-01-1939 - 19-01-2019).


Har medvirket i følgende 1 film:
Jesus vender tilbage (1992)