Al Jolson
Født: 26-5-1886 i Seredžius, Litauen
Død: 23-10-1950 (64 år)
Gravsted: Hillside Memorial Cemetery, Culver, Californien

Biografi
Al Jolson, amerikansk sanger og skuespiller, var 1910'ernes og 1920'ernes populæreste grammofonstjerne og havde sideløbende en karriere som sortsværtet minstrelsanger i varietéer og med turnerende grupper. Som søn af en jødisk rabbiner og kantor, der forholdt sig kritisk afvisende til show business, brugte Al Jolson den sorte maske til på scene og film at skabe sig en alternativ identitet. Al Jolson blev berømt også uden for USA med hovedrollen i den første officielle talefilm, The Jazz Singer (1927, Jazzsangeren), hvor han foruden at synge ytrede den profetiske replik "You ain't heard nothin' yet". I 1930'erne hørtes Al Jolson mest i radio, men karrieren fik et nyt opsving, da han lagde stemme til sine egne sange i to biografiske film, The Jolson Story (1946, Hele Verden synger) og Jolson sings again (1949, Sangen er mit Liv). Al Jolson hørte til epoken før de intime mikrofonsangere, men har ikke desto mindre påvirket Bing Crosby, Louis Armstrong og mange andre sangere. Blandt hans talløse hits er "Swanee", "My Mammy" og "Sonny Boy".


Har arbejdet med følgende 1 film:
Charly & Steffen (1979)Musik