Birger Grøsfjeld
Født: 13-1-1924 i Norge
Død: 13-11-2018 (94 år) Mindebog
Gravsted: Holmens Kirkegård - Østerbro

Biografi
Birger Grøsfjeld, kaptajnløjtnant og senere major, blev født i Norge, men blev med sine forældre dansk statsborger i 1935. Han voksede op i København og var gennem tre år med i modstandsbevægelsen - Christiansborg-bataljonen - mod den tyske besættelse under 2. Verdenskrig. Han trådte efter befrielsen i sommeren 1945 direkte ind i hæren, hvor han tjente gennem 40 år. Efter den obligatoriske geled- og skoletjeneste blev han sendt til supplerende officersuddannelse på stabsskole i USA. Han specialiserede sig til presse- og informationstjeneste gennem mediekursus i England samt i Sverige - og gjorde blandt andet tjeneste i Forsvarets Oplysnings- og Velfærdstjeneste fra 1956 til 1963. Desuden var han udsendt til Cypern og var i otte år under NATO's Nordkommando i Oslo, hvor han arbejdede som presse- og informations-officer før udtrykket "spindoktor" var opfundet. Tjenesten sluttede ved Østre Landsdelskommando i Ringsted. Undervejs var han militærrådgiver på en række af de velkendte film om soldaterkammeraterne, hvor han arbejdede med instruktør Sven Methling og store skuespillere som Louis Miehe-Renard, Dirch Passer og Preben Kaas. Efter at være gået på pension i 1984 arbejdede han frivilligt i Roskilde DampRadio og i Hjemmeværnet gennem 10 år. Han engagerede sig tillige aktivt i politik og var i fire år formand for vælgerforeningen for Socialdemokratiet i Roskilde. Han var tillige med i bruger- og pårørenderådet på Bernadottegården, der var opført som plejehjem for frihedskampens veteraner. Gennem 60 år var Birger Grøsfjeld gift med sygeplejerske Kirsten Grøsfjeld (12-08-1933 - 13-05-2013).


Har arbejdet med følgende 1 film:
Soldaterkammerater rykker ud (1959)Militær rådgiver