Preben Heide
Født: 26-11-1939 (84 år) i Viby J.
Biografi
Preben Heide, journalist og tv-vært, der er søn af fabrikant Svend B. Heide, blev i 1959 uddannet som journalist på Morsø Folkeblad og var derefter ved Villabyerne, Ringkøbing Amts Dagblad og Randers Dagblad inden han fik en stilling som forbrugerjournalist ved Jyllands-Posten. I 1969 blev Preben Heide tilknyttet TV-avisens redaktion hos Danmarks Radio i Århus. Op gennem 1970erne og 1980erne blev han især kendt som journalist og studievært på programmet "Landet Rundt", som opnåede seertal på mellem halvanden og to millioner. Siddende i en stol med sit sorte skæg og det karakteristiske hul mellem fortænderne guidede Preben Heide seerne rundt i landet med en række korte indslag. Med programmer som ”Fra Gedser til Skagen”, ”Her på egnen” og ”Se det selv” fik Preben Heide siden tilnavnet "Provinsens mand på tv", fordi han altid gik i brechen for at synliggøre og beskrive kvaliteterne i livet vest for Valby Bakke. Fra 1990-1996 var Preben Heide nyhedschef, studievært og featurejournalist på TV 2/Østjylland, og det blev også til en tid som redaktør af Kulturnyt på P1. Preben Heide er forfatter til bøgerne ”Strejftogt i Det Syddanske Øhav”, ”Drømmesejlads og forlis”, ”Limfjorden set fra søsiden” og ”Fra fjorden”. Preben Heide blev den 18. august 1962 gift med Karen Jørgensen og i andet ægteskab i 1984 med hans tidligere kollega Ann Nissen.