Biografi
Ole Ebbe Storm (oprindelig Pedersen - navneændring 1956), redaktør og forfatter, var søn af handelsgartner Hans Henrik Pedersen og hustru Elisabeth Alvilda Marie Sofie Storm. Han var leksikon-redaktør og forlagskonsulent hos Gyldendal inden han i 1958 blev kronikredaktør på Politiken, hvor han var ansat i 30 år. Fra 1964 var han litteraturanmelder. Da han gik over i pensionisternes rækker skrev han manuskriptet til en biografi om Aksel Sandemose. I 1967 blev han ved Landsretten idømt 10 dagbøder a 100 kr. for at have skrevet om Jens Bjørneboe, at han brugte tyske koncentrationslejrlægers kyniske eksperimenter til at skrive sensationelt om perversion og sadisme. Sagen blev anket til Højesteret, som i 1968 frifandt Ole Storm. Ole Storm blev den 9. april 1941 gift på Gentofte Rådhus med Inger Sabroe (15-04-1920 - 2007)