BiografiLeesa Foster (egentlig Elizabeth 'Shanti' Foster), afro-amerikansk sangerinde, debuterede i Karamu House og modtog det prestigefyldte Marian Anderson stipendium. Hun var kendt for sin magtfulde stemme i "Porgy og Bess" og optrådte bl.a. på La Scala i Milano og Statsoperaen i Hamburg. Hun kom i 1956 til Danmark og optrådte som Bess i det store "Porgy og Bess"-gæstespil i Aarhus-Hallen og blev siden århusianerinde. Året efter optrådte hun hos
Stig Lommer i revyen "Paa slap Line", ligesom hun også havde en rolle som sangerinde i filmen "Mig og min familie", der blev produceret netop på dette tidspunkt. Hun optrådte også på Det Kongelige Teater sammen med Josephine Baker. Leesa Foster blev borgerligt gift i Oslo i Norge den 23. juli 1956 med Giovanni Esposito (født 22-10-1931 i Napoli i Italien - død 05-10-2002 i Longboat Key i Florida), der i mange år var snedker og teaterscenemester rundt omkring i verden. Sammen fik de i begyndelsen af 1957 sønnen Vincent Esposito. Deres anden søn er den meget kendte amerikanske skuespiller Giancarlo Esposito (f. 26-04-1958 på Rigshospitalet i København), da forældrene da begge arbejdede i Danmark. Sønnen blev i øvrigt døbt den 2. maj samme år i Sakramentskirken på Nørrebro eftersom faderen var katolik. Forældrene blev skilt, da Giancarlo var ca. ti år og han voksede op med moderen og broderen i New York City. Leesa Foster døde i New York City.