BiografiEva Becker Madsen, sangerinde og skuespiller, var datter af murer Kaj Madsen og fabriksarbejderske Marie Pouelsen Becker. Hun arbejdede i slutningen af 1970erne sammen med
Erik Clausen og
Leif Sylvester Petersen og var med i "Sylvester & Svalerne" og i rockgruppen "Sylvester & Co.". Eva Madsen fik sit største hit i 1978 med sangen "Mormors Kolonihavehus", som kom på dansktoppen og var et fast indslag i radioens søndagsprogram Giro 413. Desuden var sangen "Friheden flyver" også et højdepunkt når Eva Madsen optrådte. Hun medvirkede i en række teater-, tv- og filmprojekter sammen med
Erik Clausen og sin daværende ægtemand musiker og skuespiller
Leif Sylvester Petersen, som hun blev gift med i København den 25. august 1985. Som solist debuterede hun i 1985. Efter skilsmissen fra
Leif Sylvester Petersen i 1991 vendte hun i 1994 tilbage med albummet "Noget på hjerte". I 2003 udkom albummet "Lykkelige øjeblikke", der både indeholdt nogle af hendes mest populære sange og en række nye numre komponeret af Knud Jacobsen, som hun i mange år dannede par med. Hun arbejdede som skuespiller ved mange af Det Lille Teaters børneforestillinger. Eva Madsen, der senere nedtonede sine aktiviteter som sangerinde og skuespiller, havde i perioder arbejde som kontorassistent, børnehavelærerinde og bevægelsespædagog. Hun fik i 2002 Folkebevægelsen mod EUs danske træskopris, bl.a. fordi hun aldrig var bange for at sige sin mening.