Mette Mollerup
Født: 25-11-1931
Død: 27-3-1983 (51 år)
Gravsted: Manglende oplysning
Biografi
Mette Mollerup, solodanserinde, var en af de få dansere i sin generation, der ikke var vokset op på Det Kongelige Teater. Hun fik nemlig sin første undervisning hos fasteren Asta Mollerup, der tidligt havde set sin nieces talent. Den sidste del af sin uddannelse inden debuten i 1952 fik Mette Mollerup dog i Den Kongelige Ballet. Her blev det første parti den viltre juniorelev i Lichine's Strauss-ballet "Graduation Ball", der blev en komisk forløber for juniorkadetten Poul i Bournonvilles "Fjernt fra Danmark". Denne rolle blev en af Mette Mollerups få opgaver i Bournonville-repertoiret. Til gengæld gjorde hun sig gældende i 50ernes og 60ernes Balanchineballetter som den koleriske i "De Fire Temperamenter", Kokotten i "Søvngængersken", Terpsichore i "Apollon Musagetes" samt i "Symfoni i C". Mette Mollerup var en humørfyldt danser med stor charme. Det oplevede man især, da hun dansede Lise i Frederick Ashtons store opsætning af "La Fille Mal Gardee" i 1964. Hun var også med da Den Kgl. Ballets dansere under Inge Sands lederskab begyndte at gøre amerikanerne opmærksomme på dansk ballet. Efter sin afsked med Det Kongelige Teater i 1969 virkede Mette Mollerup som pædagog. Hun blev den 11. august 1957 gift i Sorø Kirke med musiker, kabaretkunstner og videoproducer Niels Heilmann (22-06-1924 - 02-06-2006)