Inge Baaring
Født: 11-4-1944 i Frederiksberg
Død: 21-12-2013 (69 år)
Gravsted: Mariebjerg Kirkegård - Gentofte

Biografi
Inge Palmer Baaring var uddannet som cand.ling.merc. og blev under sin uddannelse kendt som een af de dengang kolossalt populære speakerpiger ved tv. Hun blev i 1967 ansat ved Danmarks Radio som både radio- og tv-speaker, arbejdede på tv indtil ordningen med speakerpiger stoppede i 1971 og fortsatte som radiospeaker frem til 1974. Desuden var hun tekster på TV-Avisen. Hun fik i 1969 også en filmrolle i Grønlykke's film "Balladen om Carl-Henning". Efter sin eksamen som cand.ling.merc. i tysk og engelsk fik Inge Baaring arbejde ved den danske afdeling af EU-kommissionens og ministerrådets tolketjeneste. Efter nogle år i Bruxelles vendte hun tilbage til Danmark, hvor hun giftede sig og fik to børn og blev ansat på fuld tid ved Handelshøjskolen i København - nu Copenhagen Business School. Da det blev besluttet at oprette en uddannelse i konferencetolkning blev Inge Baaring en af uddannelsens faste lærere og senere leder af uddannelsen. Gennem 40 år arbejdede Inge Baaring på Handelshøjskolen som lektor og leder af Center for Konferencetolkning og senere i en stilling som extern lektor. Sideløbende med dette arbejde fortsatte Inge Baaring sin virksomhed som free-lance-tolk ved EU-institutionerne og var endvidere med til at udforme og oprette tolkeuddannelser i flere forskellige lande, bl.a. Grønland og Polen. Inge Baaring skrev en række bøger og artikler om tolkning med særlig fokus på tolkestrategier og undervisning.


Har medvirket i følgende 1 film:
Balladen om Carl-Henning (1969)Pouls forlovede