Inge-Lise Bock
Født: 21-6-1905 i Espergærde
Død: 9-3-1959 (53 år)
Gravsted: Gentofte Kirkegård - Kbh

Biografi
Inge-Lise Bock (Inge Lise Agnes Amalie Otta Bock), direktør i Tivoli, var datter af sagfører, direktør Niels Severin Valdemar Nielsen (01-05-1870 - 12-10-1935) og hustru Anna Emilie Jacobine Hansen (09-02-1874 - 10-01-1964). Hun voksede op i forlystelsesbranchen, idet hendes far havde købt etablissementet Lorry - og allerede fra sin ungdom rejste hun med faderen rundt i Europa for at engagere kunstnere og se på artistnumre. Hun fik dog en studentereksamen fra Ordrup Gymnasium i 1923, men blev i stedet for universitetsuddannelsen fanget af interessen for det muntre kunstnerliv. Hun forsøgte selv at optræde og debuterede i Hilmar Clausens Revue, hvor hun over fem måneder sang vemodige sange til banjo. Som visesangerinde indsang hun grammofonplader og optrådte i radioen i Danmark, Norge, Sverige og Holland. Hendes far ønskede dog ikke at hun fortsatte ved teatret og engagerede hende som kasserer i Lorry. Gradvist overtog hun den kunstneriske ledelse af Lorry og i 1931 også ansvaret for National-Scala. Efter faderens død overtog moderen driften af de to store etablissementer, bistået af datteren. I en årrække havde man en halv million gæster om året og omkring 200 ansatte. Hun nedtrappede sit arbejde i 1939 og forlod begge etablissementer i 1944. I 1946 ansatte Stig Lommer hende til at stå for de udenlandske engagementer i årets Tivoli Revy. Og fra 1948 henter Kjeld Abell hende fast til Tivoli, først som leder af Propaganda og Engagementafdelingen og fra 1951 som meddirektør for Abells efterfølger Henning Søager (25-01-1913 - 25-09-1987). Hun skaffede verdensnumre til Tivoli og var en stærk fortaler for etableringen af den nye koncertsal i 1956. Hun blev gift den 7. juli 1924 med grosserer Oscar Reiersen Bock (15-05-1897 - 22-12-1948). Ægteskabet blev opløst i 1929. Senere blev hun den 12. april 1935 gift med afdelingsdirektør i De Danske Spritfabrikker Svend Aage Holbæk (29-09-1893 - 09-05-1978)


Har medvirket i følgende 2 revyer:
Riddersalen 1927 1927