Rudolf Gellin
Født: 7-4-1893 i København
Død: 8-10-1956 (63 år)
Gravsted: Mosaisk Vestre Begravelsesplads - Kbh

Biografi
Rudolf Maurice Gellin, operasanger, komponist og antikvitetshandler, var søn af konsul Eduard Gellin og bror til teaterdirektør og harmonikavirtuos Herman Gellin. Han studerede ved konservatorierne i Stockholm og Berlin og havde i sine unge dage i Tyskland et godt navn, hvor han skrev en symfoni og en lang række populære melodier, hvoraf flere blev schlagere. Han var i 1920erne indehaver af Gellin's Polyphon-Udsalg. Midt i 1930erne var han artistleder i Bakkekroen og kunstnerisk leder af Montmartre-Cabaret på Dyrehavsbakken. Cabaretén blev den 1. september 1936 flyttet til Kasino Teatret i Århus. Senere samme år fortsatte han som kunstnerisk leder af Cabaret Montmartre på Frederiksberg Allé i København og i 1938 var han leder af varietéen "Den Runde" på Dyrehavsbakken. Under pseudonymet Maurice Rudolphe morede han sig med at komponere - og en række af hans iørefaldende melodier gik i årenes løb over landet. Han komponerede bl.a. melodien til Jacoba Jessens succes-vise "Næste Generation" og skrev bl.a. musikken til operetten "Tordenskjolds Tøs" opført på broderens turné i 1953. Samme år åbnede han Galleri Bohéme på adressen Gothersgade 84 i København. Han var først gift med Jensine Petrea Gellin (f. 11-12-1898). Rudolf Gellin blev derefter gift med Ilse Pietsch, som han blev skilt fra i juni 1925 og giftede sig siden den 19. oktober 1925 på Københavns Rådhus med pianistinde Irene Borup Aagaard (f. 15-06-1906). Den 22. februar 1936 blev han gift på Københavns Rådhus med skuespillerinden Inga Løfgren. Sammen drev de i slutningen af 1930erne firmaet "Inga-Strømpen".


Har arbejdet med følgende 1 revyer:
Cirkusrevyen (1948)Musik