Peter Freuchen
Født: 20-2-1886 i Nykøbing Falster
Død: 2-9-1957 (71 år)
Gravsted: Aske strøet ved Dundasfjeldet, Uummannaq

Biografi
Lorenz Peter Elfred Freuchen, journalist, forfatter og opdagelsesrejsende, der var søn af købmand, kgl. vejer og måler Lorentz Benzon Freuchen og Anna Petersine Frederikke Rasmussen, studerede en tid medicin på Københavns Universitet. Som ung student deltog han i Danmark-ekspeditionen til Nordøstgrønland 1906-08 og grundlagde i 1910 sammen med den berømte polarforsker Knud Rasmussen en handelsstation i Thule, som han bestyrede indtil 1919. I årene mellem 1910 og 1924 deltog han i adskillige ekspeditioner ofte i selskab med Knud Rasmussen. I 1921-24 var han med på den femte Thule-ekspedition til arktisk Canada, hvor han virkede som biolog og kartograf. I 1920erne opholdt han sig flere gange i USA, hvorfra han foretog adskillige rejser fortrinsvis til arktiske egne. Forfrysninger medførte i 1926 amputation af det ene ben, hvilket satte en stopper for flere polarrejser. Peter Freuchen købte samme år øen Enehøje i Nakskov Fjord, hvor han drev et landbrug, medens han samtidig var redaktør på det udbredte ugeblad Ude og Hjemme og indledte sin karriere som forfatter. I 1932 var han atter i Grønland. Denne gang var ekspeditionen betalt af de amerikanske Metro-Goldwyn-Mayer filmstudier. Han medvirkede også samme år i filmen "Eskimo" efter eget manuskript, der gjorde ham verdenskendt. I slutningen af 1930'erne tog han til Sibirien og skrev om sine oplevelser i Sibiriske Eventyr (1939). Hans antityske holdninger medførte, at han allerede i 1940 måtte flygte til Sverige, hvorfra han kort efter rejste til USA og bosatte sig i New York City med et landsted i Connecticut. Peter Freuchens store og brede forfatterskab omfatter rejseskildringer, bøger om Grønland, om eskimoer og oceanerne foruden romaner og selvbiografiske værker. På sine ældre dage blev han næsten en eventyrskikkelse — ikke mindst, da han i 1956 vandt en 64.000$-quiz i amerikansk fjernsyn på sin omfattende viden om verdenshavene. Han døde i 1957 under et ophold i Elmendorf i Alaska. Peter Freuchen stiftede den 13. december 1938 Eventyrernes Klub, som har til huse i et pakhus i Nyhavn. Denne hædrede siden Freuchen på hans hundredsårsdag ved at plante et egetræ og nogle år senere også en stenvarde i parken øst for Langeliniebroen. Han udgav sine erindringer flere gange. Først kom "Flugten til Sydamerika" (1935), dernæst "Min grønlandske Ungdom" (1936), og "Min anden Ungdom" (1937). Efter 2. Verdenskrig kom to nye erindringsbind - "I al Frimodighed" (1954) og "Fremdeles frimodig" (1955). Sidstnævnte blev trukket tilbage af forlaget. I sit første ægteskab var han gift med Navarana Meqopaluk. Den 22. november 1924 giftede han sig i Vejen med stumfilms-skuespillerinden Magda Vang Lauridsen.

Bøger om Peter Freuchen:
"Altid frimodig - biografi om polarforskeren, forfatteren og eventyreren Peter Freuchen" af Janni Andreassen


Har medvirket i følgende 1 revyer:
Cirkusrevyen 1956