Biografi
P.A. Hjælm (Niels Peter Andersen Hjælm), skuespiller og recitator, var søn af proprietær Hans Andersen og hustru Ane Kathrine Hansen. Han fik oprindelig sin uddannelse i København hos Peter Fjelstrup, komponisten Johan Bartholdy og balletdanser Valdemar Price og virkede derefter som skuespiller ved teatrene i Aarhus og Odense. Hans egentlige felt var dog oplæsningerne og han skabte sig et kendt navn som recitator. Gennem sine tusinder af oplæsninger gjorde han en række af de nordiske digteres arbejder kendt i vide kredse af det danske folk. P.A. Hjælm, der døde på rekreationshjemmet Boller Slot, var Ridder af Dannebrog.