Ole Vittrup
Født: 6-10-1946 (78 år) i København

Biografi
Ole Vittrup (Andersen) medvirkede både i "Flemming og Kvik" og "Flemming på kostskole", men er kun nævnt med navn i filmprogrammet for "Flemming og Kvik". Hans forældres venner boede i samme opgang som producenterne Børge og Lilly Slot og en dag nævnte de over for Børge Slot, at de kendte een, der kunne spille hovedrollen som Flemming - nemlig Ole Vittrup. Han var derefter til prøvefilmning, men var efter eget udsagn bestemt ikke nogen "ny verdensstjerne" og i stedet blev han så en af Flemmings klassekammerater. Han havde kun én replik i filmen. Under navneopråb i klassen skulle han sige "her", men da der lige var blevet sagt noget morsomt forinden, druknede hans "her". Ole Vittrup har dog glædet sig over det siden, da han fik DVD med filmen. Han erindrer de to somre som en herlig oplevelse, hvor han mødte mange af de kendte skuespillere bl.a. Ghita Nørby, Jørgen Reenberg og Johannes Meyer. Der var også masser af sjove episoder - især husker Ole Vittrup en scene i "Flemming på kostskole", hvor klassen kom cyklende på vej til kostskolen og skulle stoppe ved en isbod. Scenen blev taget om en masse gange og Louis Miehe-Renard var til sidst ved at blive kvalt i alle de is, som måtte sættes til livs før scenen var i kassen. Til sidst sagde han: "Nu gør vi det ordentligt - jeg orker ikke at spise flere is" - og det gjorde de så. Ole Vittrup kom i 1971 i Handelsbanken efter et uafsluttet studium, hvor han læste historie på Universitetet. I 1980 blev han udstationeret til Luxembourg. I sommeren 2010 trak han sig tilbage og gik på pension.


Har medvirket i følgende 2 film:
Flemming og Kvik (1960)Klassekammerat
Flemming på kostskole (1961)Klassekammerat