Rosa Hjorth Sell
Født: 5-10-1882 i Charlottenlund
Død: 14-9-1935 (52 år)
Gravsted: Assistens Kirkegård - Nørrebro - Kbh
Biografi
Rosa Louise Sell, født Hjorth, operasangerinde, var i sjælden grad musikalsk begavet, en koloratursangerinde af ikke ringe format og en stilsikker fortolker af klassiske romancer. Hun debuterede som ganske ung hos Emil Wulff i 1904 på hans nystartede Frederiksberg Teater, hvor hun alene ved sin sang vandt de første sejre i en række store operetteroller. Fem-seks år efter nåede hun debuten på Det Kongelige Teater, hvor hun hævdede sig i flere store operapartier bl.a. som Philine i “Mignon” – og et par år før verdenskrigen tog hun engagement ved Kurfürsten-Operaen i Berlin, vandt sig et anerkendt navn og fik en sikker position som hofoperasangerinde ved Teatret i Freiburg. Men den så strålende karriere i Tyskland overskyggedes af krigsårene og de endnu vanskeligere tider der fulgte efter. Rosa Hjorth holdt dog ud i mange år, giftede sig med en tysk sanger og først da han døde vendte hun i 1930 hjem. I de seneste år fik hun stor anerkendelse for sine “historiske koncerter”, hvor hun havde allieret sig med kunstnere som Julius Thornberg, Gilbert Jespersen og Chr. Christiansen. Da Bremer Domkoret et par år før hende død opførte Matthæuspassionen i Frue Kirke og fik afbud fra den kvindelige solist overtog Rosa Hjorth Sell med kort varsel det store sopran parti.