Claus Jespersen
Født: 15-10-1946 i Næstved
Død: 15-10-1994 (48 år)
Gravsted: Fredericia - Christians Kirkegård

Billede af Claus Jespersen
Biografi
Cirkus- og underholdningsmanden Claus Urban Jespersen var søn af oberst ved Gardehusarregimentet i Næstved Preben Maaløe Jespersen og Elin Arbo-Bähr. Han er sønnesøn af den legendariske Kaptajn Jespersen, der havde morgengymnastik i radioen. Han voksede op med heste og var en tidligt en dygtig rytter og gymnast. Allerede som dreng kom han i kontakt med cirkusverdenen. Familien var gode venner med Benneweis-familien, og de årlige ferier hos Benneweis gav ham smag for cirkuslivet. Efter en kort skolegang begyndte Claus Jespersen at arbejde med heste i Cirkus Benneweis, hvor han blev partner med Diana Benneweis, som han i 1966 - under stor mediebevågenhed - blev forlovet med. I medierne optrådte de sammen som det romantiske unge par. Han debuterede i 1965 i en spansk rideakt "Fiesta i Sevilla". De red sammen skoleridt i manegen og han var den charmerende store dreng, der bedårede det kvindelige publikum. Det populære par havde bofællesskab i årene 1966-1974. Sammen med PR-chef Leif Alring var han med i kampen for at bevare cirkusbygningen i Jernbanegade, da den en overgang var truet af andre planer og parret stod for afviklingen af programmet i Cirkusbygningen efter at Cirkus Benneweis i 1970 overtog bygningen. Han kastede sig senere over at arrangere skønheds-konkurrencer og miss- kåringer over hele landet og levede i adskillige år en playboy-tilværelse med skønne kvinder, lækre biler og med hyppig optræden i ugebladene. I 1976 skabte han sit eget Cirkus Dania, som i sin anden sæson gik konkurs. I sæsonen 1979 stod Diana Benneweis og Claus Jespersen sammen i spidsen for det turnerende cirkus. I de følgende år havde han gæsteoptræden i det danske Cirkus Arena og rejste ud med europæiske cirkus. Et forsøg i 1989 på at genoplive Dania blev kortvarigt og han måtte erklære sig konkurs for anden gang. Få år før sin død blev han ansat på diskotek "Nattergalen" i Fredericia. I 1991 blev den tidligere cirkusprins efter længere tids sygdom hasteindlagt på sygehus, og derefter gik det ned af bakke. Claus Jespersen måtte sige farvel til fortidens eksotiske liv og levede som arbejdsløs på bistandshjælp og han døde på sin 48-års fødselsdag som en nedbrudt og desillusioneret mand.


Har medvirket i følgende 1 film:
Far til fire i højt humør (1971)Henrik