Jørgen Ringsholm
Født: 4-7-1924
Død: 5-7-2010 (86 år)
Gravsted: Manglende oplysning
Biografi
Jørgen Ringsholm prægede gennem 30 år underholdningslivet på Frederiksberg. Han var en af mændene, der sørgede for at pladsen på Frederiksberg Allé kom til at hedde Sankt Thomas Plads. Pladsen fik sin egen sang "Sol på Sankt Thoms Plads", der var skrevet af Jørgen Ringsholm og som blev udgivet på cd. I M.G. Petersens Gamle Familiehave underholdte Jørgen Ringsholm ofte med egne viser, ligesom han gennem mange år var konferencier ved bl.a. Copenhagen Jazzfestival og visefestivaler. Desuden holdt han musikalske foredrag og causerier bl.a. om Victor Borge "Smilet er den korteste vej mellem mennesker". På Gammel Kongevejs legendariske vinstue 90'eren var Jørgen Ringsholm et kendt og elsket ansigt og havde som den eneste ret til at synge i lokalet, hvilket han gjorde hvert nytår med en ny tekst. Melodien var "Så'n var det ikk' i halvfemserne". Visen og hans billede hænger på 90eren.