Biografi
Herman Joachim Bang, kritiker, forfatter og journalist, var søn af sognepræst Frederik Ludvig Bang (1816-1875) og hustru Thora Elisabeth Salomine Blach (1829-1871). Han blev student i 1875 fra Sorø Akademi og indledte allerede i sine unge år sin karriere som sensationsjournalist og novelle- og romanforfatter. Herman Bang forsøgte sig samtidig uden held som skuespiller og sceneinstruktør. Større held havde han som journalist ved en lang række dag- og ugeblade. Herman Bang debuterede 22 år gammel som litteraturkritiker i 1879 med essay-samlingen "Realisme og Realister". Året efter fulgte den første novellesamling "Tunge Melodier" og den skandaleombruste roman "Haabløse Slægter", der blev konfiskeret af politiet for dens krænkelse af sædeligheden. Herman Bang blev straffet, men det første oplag var da allerede solgt og forfatterens navn slået fast i offentligheden. Med en fiasko i Bergen som Osvald i Henrik Ibsens "Gengangere" blev der sat punktum for hans skuespillerdrømme. I de følgende år fik han stadig stigende litterær anerkendelse. I 1886 udkom novellesamlingen "Stille Eksistenser" med bl.a. fortællingen "Ved Vejen". Blandt andre hovedværker er romanerne "Stuk", "Tine", "Ludvigsbakke" og "Det hvide Hus". I begyndelsen af 1880'erne havde han indledt en virksomhed med oplæsning, som siden blev en fast del af hans liv og en afgørende indtægtskilde i mange år. Herman Bang blev hurtigt en kendt skikkelse i København og var et yndlingsoffer i vittighedsbladene. Han fik et navn som foredragsholder i de skandinaviske lande — og forbindelse med en række blade, som han skrev artikler til, da han 1885-87 opholdt sig i udlandet, først i Berlin, hvorfra han hurtigt blev udvist på grund af nogle respektløse bemærkninger i Bergens Tidende om det tyske kejserhus. En ung tysk skuespiller ledsagede ham derefter til Wien og Prag. Begge steder blev han overvåget og forhørt af politiet, mistænkt både som anarkist og homoseksuel (hvad der dengang var kriminelt). Efter en produktiv periode gennemlevede han de alvorligste af sine mange psykiske kriser. Han forsøgte at rekreere sig i Norge, men flygtede videre til Paris, hvor det endelig lykkedes ham at gøre sig gældende inden for teatret som iscenesætter af skuespil. Han introducerede det franske publikum for tidens aktuelle nordiske dramatikere som Henrik Ibsen og Bjørnstjerne Bjørnson, hvis internationale gennembrud han var en væsentlig årsag til, og som de begge var ham dybt taknemmelige for. Han blev senere fra 1898-1901 knyttet som instruktør til Folketeatret og skrev om sine teatererfaringer i Masker og Mennesker (1910). Som oplæser, især af egne værker, fik han internationalt ry, som han ønskede at udbrede til USA og Japan. Herman Bang døde under en oplæsningsturné i USA. Han blev fundet bevidstløs i toget på vej til San Francisco og døde i Ogden City i Utah. Hjemme i Danmark blev hans kiste begravet ikke mindre end to gange på Vestre Kirkegård. Graverne tog fejl og havde lavet et forkert hul. Efter en diskussion med familien foretog præsten alligevel jordpåkastelsen og udtalte : "Ved en fejltagelse står kisten ved en grav, som ikke er den rette. Hr. Bang vil nu blive nedsænket i denne grav, men vil, så snart den anden er beredt, blive bragt derhen, hvor hans sidste hvilested skal være".