BiografiMaud Kofod, der oprindeligt kommer fra Osted, men senere flyttede til Borup, startede med at spille baryton i skoleorkestret, synge i kor og gå til guitarundervisning. Siden blev hun inspireret af Moonjam med nummeret "Sarai" og købte sin første saxofon i 1986. Forinden var hun i 1984 blevet en del af bandet Blaze, hvor hun var forsanger og fortsatte derefter som backingsanger i Brother2, der er et kristens rockband - musikalsk inspireret af westcoastrock. Inden bandet opløstes var hun med på turné bl.a. til Schweiz, Holland, Belgien og Finland, ligesom bandet nåede at indspille en cd. Hun er musiksproglig student fra Roskilde Katedralskole og blev efterfølgende cand. mag. i musik fra Musikvidenskabeligt Institut i København. I 9 år var hun dirigent for det københavnske gospelkor Vocation og sammen med koret skrev og udgav hun mange sange og havde koncerter over hele landet. I 1992 medvirkede hun på sax i Dansk Melodi Grand Prix i Ålborg hvor sangen "Til en ven" dog ikke gik videre. I 1997 vandt Maud Kofod finalen i Se og Hørs Grandprix i Tivoli og det førte samme år til en optræden på Midtfyns Festival. I 1998 fik hun en pladekontrakt med Refleks Musik og i 1999 udkom hun med en solo-cd. I mange år var hun forsanger i det populære danseorkester Tenfour samtidig med at hun underviste, f.eks. på Høje Taastrup Musikskole, Dragsholm - senere Odsherred Musikskole, Odsherred Gymnasium, Odsherred Efterskole og Vallekilde-Hørve Friskole. Hun har medvirket på mange forskellige albums som solist og korsanger bl.a.
Amin Jensen's "Min skat". Udover at hun også har skrevet et par børnesange har hun som statist/sanger medvirket i filmen "Flyvende farmor". Efter en privat fest, hvor hun sang et enkelt nummer, blev hun kontaktet af Fede Finn og efter et par indspilninger udviklede det sig til et fast samarbejde med at synge kor på deres plader. Hun kom med som fast deltager i husorkestret i TV2 Charlies Fællessang programmer og den 1. januar 2010 blev hun fast medlem af orkestret "Fede Finn og Funny Boyz" og deltager i bandets turnéer rundt i landet. På albummet "Nu med kavalergang" har hun flere gode numre og har også været med til at skrive nogle af teksterne.