Mikael Melbye
Født: 15-3-1955 (69 år) i Frederiksberg
Biografi
Mikael Melbye, operasanger, sceneinstruktør, scenograf og billedkunstner, er søn af advokat Erik Melbye og Birgitte Skak Melbye (født Olufsen). Han er født i en slægt, der er berømt for sine malere, bl.a. maleren Anton Melbye. Mikael Melbye startede sin skoling hos moderen, der er akvarelmaler, og har siden malet hos forskellige danske og udenlandske malere, bl.a. Kay Christensen, Richard Schmid og Francis Cunningham. Mikael Melbye har bl.a. i 2011 malet et officielt portræt af Dronning Margrethe 2. som dannede forlæg for det frimærke, der i 2012 markerede dronningens 40-års regentjubilæum. Det var imidlertid musikken, der skulle blive hans primære kunstneriske udfoldelse i de første 30 år af hans voksne liv. Han blev uddannet hos Kirsten Hermansen og debuterede i 1975 som baryton på Det Kongelige Teater som Guglielmo i "Casi fan tutte". Han er en internationalt berømmet operasanger, som har sunget på stort set alle større scener i verden, bl.a. Covent Garden i London, Metropolitan Opera i New York og La Scala i Milano. Han kan høres på indspilninger som "Tryllefløjten" med Sir Colin Davies og "Carmen" med Herbert von Karajan. I senere år har han koncentreret størstedelen af sin tid på at instruere og designe opera og ballet, både her og i udlandet. Han har bl.a. haft succes som instruktør af Mozarts "Così fan tutte" i 1994, Giacomo Puccinis "Turandot" og Richard Strauss' "Arabella", og i 2005 var han instruktør og scenograf på Operaens åbningsforestilling Giuseppe Verdis "Aida". I 1996 blev han udnævnt til Ridder af Dannebrogsordenen. Mikael Melbye er gift med operasanger Jan Lund.