Niels Kibenich
Født: 25-7-1957 i København
Død: 19-11-2020 (63 år) Mindebog
Gravsted: Vissenbjerg Kirkegård

Biografi
Niels Kibenich skrev et brev til Panorama Film efter at hans søster havde set en annonce i BT hvor man søgte børn til rollerne i "De fem og spionerne". Annoncen indeholdt tegninger med ønskede karaktertræk på de typer man efterlyste, hvad enten det var udseende eller en særlig type som f.eks. kunne være idemand til narrestreger. Niels Kibenich mente at kunne huske at der var ansøgninger fra 4.000-5.000, hvoraf 300-400 blev indkaldt til samtale på H.C. Andersens Boulevard i København - og hvor kandidaterne skulle fortælle om sig selv. Derefter blev 20 udvalgt til prøvefilm og iblandt også Niels Kibenichs ældre bror Ole Kibenich, som dog gled ud i anden runde, da han var for stor til rollen. Niels Kibenich fik ved den endelige udvælgelse rollen som Dick. Han kunne huske at optagelser foregik ved Kalø Slotsruin og i Risskov, hvor filmholdet var indkvarteret i et stort lejet hus, mens børnene tilbragte de 4 uger i campingvogn. Nogle filmoptagelser fandt sted ved Benzonsdal i Tåstrup ved København. Efter filmrollerne havde han i flere år statistroller i tv-produktioner og spillede også rimelig store roller som amatørskuespiller på friluftsteater i Nyborg Voldspil og Frøbjerg Festspil. Niels Kibenich var i mange år kontaktperson for hjemløse. Siden 1985 boede han på Fyn og arbejdede i 9 år i Odense som misbrugsbehandler for især narkomaner. Efter en pludselig sygdom overgik han senere til et flexjob - stadigvæk som misbrugsbehandler, men på nedsat tid.


Har medvirket i følgende 2 film:
De fem og spionerne (1969)Dick
De fem i fedtefadet (1970)Dick