Erik Andersen
Født: 23-9-1950
Død: 21-1-2026 (75 år) Mindebog
Gravsted: Manglende oplysning

Biografi
Erik Andersen, musiker, rocksanger og kapelmester, voksede op på Fyn og blev student fra Svendborg Gymnasium. Han arbejdede i en del år på Fyn inden for landbrug og skovbrug før musikken kom til at stå i centrum. I begyndelsen var det især rockmusikken, hvor han blev en central skikkelse på den fynske musikscene. Hans stærke vokal og store musikalitet kom tidligt frem i rampelyset, dels i gruppen Ashes omkring 1970 og dels i 1971 med en bærende rolle i beat-oratoriet "Drømmen om et ansigt" på Svendborg Gymnasium. Det blev starten på et righoldigt musikerliv i det fynske musikmiljø. Erik Andersen spillede bl.a. i funkrockbandet Spectrum, som turnerede rundt i landet samt i trioen Dan, Erik & Peder. Desuden var Erik Andersen aktiv i Rockbandet og ikke mindst i bandet Fisk & Grønt, som udgav albummet “Skyggeboxer” i 1982. Året forinden indledte han en ny karriere som teatermusiker og -komponist sammen med Jens Tolsgaard. De to skabte i 1981 musikken til Baggårdteatrets forestilling "Liv i Fattiggården" i Svendborg og fortsatte med forestillingerne "Margrethe den milde" på Odense Teater i 1982, "Mutter Courage og hendes børn" på Aarhus Teater i 1983 og "Marathondansen" ligeledes på Aarhus Teater i 1986. Samme år gjaldt det den store forestilling "Mysteriespillene" på Gladsaxe Teater med Kaspar Rostrup ved roret. Han var i flere år kapelmester i Kerteminde Sommercabaret. Desuden var han sanginstruktør på flere forestillinger på Aarhus Teater sidst i 80’erne og stod også selv på scenen bl.a. i operetten “Landmandsliv” på Amagerscenen i 1990. I nyere tid var Erik Andersen musik- og engelsklærer på Marie Kruses Skole i Farum og mangeårig leder af Birkerødkoret Seven Sharp. Samtidig begyndte han at lede højskolekurser, først på Krogerup og stod i mere end 10 år i spidsen for Andersens Sommerkor på Grundtvigs Højskole.
Sideløbende underviste han elever privat indenfor såvel rock, pop, jazz, visesang eller opera. Erik Andersen var i en periode gift med skuespillerinden Betty Glosted og de dannede par i 23 år. Ved sin død var han kæreste med Susan Gierringe.


Har medvirket i følgende 2 revyer:
Kerteminderevyen 1989 1994