Willi Zwicki
Født: 1-4-1874 i Præstø
Død: 5-8-1957 (83 år)
Gravsted: Assistens Kirkegård - Nørrebro - Kbh (fællesgrav)

Billede af Willi Zwicki
Biografi
Willi Zwicki (egentlig Anna Christine Vilhelmine Olga Olivia Valeur Larsen), operasangerinde, der var datter af bagermester Anders Vilhelm Jensen og hustru Ane Marie Hansen, vakte allerede ved sin første fremtræden opmærksomhed med sin prægtige stemme. Hun var uddannet hos Det Kongelige Teaters sanglærer Valdemar Lincke og senere i Berlin hos den berømte Madame Artot de Padilla. Hun havde således store betingelser for at skabe sig en karriere og fik da også en vellykket debut som koncertsangerinde i 1906. Det var dog teatret der drog hende og hun drømte om at komme til operaen på Kongens Nytorv. I 1909 fik hun sin scenedebut i "Dollarprinsessen" - og det blev i operetterne hun efterhånden kom til at synge store primadonna partier på Det ny Teater, Casino og Scala. Willi Zwicki samlede sit eget opera- og operettepersonale med hvilket hun i årene fra 1912 til 1922 rejste i provinsen og turnérede i Skandinavien og i Polen. Hun var sit eget selskabs energiske og dygtige leder og udførte selv alle de store primadonna roller bl.a. i "La Traviata" og "Dollarprinsessen". Willi Zwicki var meget musikalsk og forstod med smag og sans for effekt at sætte forestillingerne glansfuldt op. Hun vandt sig i disse år en sikker og beundret position over hele landet. Hun drog i efteråret 1922 for sidste gang ud som teaterdirektrice med forestillingen "En Kærlighedsdrøm", hvori hun også selv medvirkede. Adskillige år før sin død i 1957 trak hun sig tilbage fra scenen. I sit første ægteskab var hun gift med postekspedient Jens Victor Zwicki. Efter skilsmisse blev hun den 21. september 1918 gift i Sct. Andreas Kirke i København med assurandør Henrik Stampe Valeur Larsen (03-03-1881 - 1954)