Kaj Orlamundt
Født: 24-3-1903 i Hellerup
Død: 25-4-1930 (27 år)
Gravsted: Sorgenfri Kirkegård - Lyngby - Kbh (nedlagt)

Biografi
Kai Preben Orlamundt var søn af stationsforstander Ferdinand Peter Laurits Hansen i Lyngby - og havde sit kunstnernavn fra sin mor Sigrid Hansen, der var yngste datter af skuespiller Hans Orlamundt. Han udgik fra Det Kongelige Teaters elevskole og kom derfra til Betty Nansen Teatret og var ved sin død i engagement ved Komediehuset, hvor han stod i første række blandt de unge og viste et særpræget talent. Han spillede bl.a. Erasmus i "Erasmus Montanus", da Paul Holck-Hofmann påbegyndte sit "Dansk-klassisk Provinsteater" med åbningsforestillingen i Horsens den 31. august 1924. Senere spillede han Oswald i "Gengangere" sammen med Kamma Rosenberg som Regine. Kaj Orlamundt døde på Hareskov Kuranstalt, hvor han havde ladet sig indlægge på grund af en nervelidelse.