Kaare Borchsenius
Født: 1-8-1874 i København
Død: 29-4-1960 (85 år)
Gravsted: Mariebjerg Kirkegård - Gentofte (nedlagt)

Biografi
Kaare Guldbrand Borchsenius, overregissør og skuespiller ved Det Kongelige Teater, var søn af litteraten, cand.phil., professor Otto Frederik Christian Villiam Borchsenius og hustru skuespillerinden Betty Borchsenius, født Guldbrandsen. Forældrene blev skilt, da han var 5 år gammel og han blev opdraget i venstre-politikeren N.L. Larsens hjem. Efter studentereksamen i 1892 blev han i 1895 elev på Det Kongelige Teaters elevskole og debuterede som skuespiller i 1897 i Henrik Ruds lille rolle i "Elverhøj". De store roller lå dog ikke for ham, men i de mindre roller gjorde han god fyldest. Han udførte småroller til 1913, men havde allerede i 1901 overtaget stillingen som regissør for skuespillet. Senere blev han i 1930 udnævnt til overregissør for alle tre kunstarter. Kaare Borchsenius trak sig tilbage fra teaterlivet 1951 i en alder af 76 år. I over 50 år var han en af teatrets mest betydningsfulde embedsmænd. Han blev i 1948 belønnet med medaljen Ingenio et arti. Kaare Borchsenius blev den 15. april 1908 gift i Christiansborg Slotskirke med solodanserinde Valborg Borchsenius. Senere blev han den 25. januar 1921 gift med Inger Marie Jørgensen.