Lys Assia
Født: 3-3-1924 i Rupperswil, Aargau, Schweiz
Død: 24-3-2018 (94 år) Mindebog
Gravsted: Manglende oplysning
Biografi
Lys Assia (egentlig Rosa Mina Schärer), schweizisk sangerinde, der oprindelig var danserinde, startede sin sangkarriere i 1940 og fik sit første store gennembrud i 1954 med singlen "Oh, Mein Papa", der gjorde hende kendt i flere europæiske lande. I 1956 blev hun den første vinder af Eurovision Song Contest med sangen "Refrain". Hun vandt også den schweiziske finale i 1957 og 1958, men det blev kun til en 8.-plads og en 2.-plads i den europæiske finale. Lys Assia blev et Grand Prix ikon og fik stjernestatus i Europa. I sin lange karriere nåede hun både at optræde for Storbritanniens dronning Elizabeth II, Egyptens kong Faruk og Argentinas Eva Peron. Trods sin høje alder udkom hendes seneste album i 2005 i forbindelse med Eurovision Song Contests 50 års fødselsdag, hvor hun også selv deltog i jubilæumsshowet Congratulations i København. Og så sent som i 2012 deltog hun i det schweiziske nationale Melodi Grandprix med sangen "C'était ma vie", der dog kun rakte til en 8. plads. Lys Assia blev første gang gift den 11. januar 1957 i Zürich med den schweisiske entreprenør Johann Heinrich Kunz. I 1962 mødte hun den danske hotelkæde-ejer Oscar Pedersen (29-03-1921 - 03-08-1995), som hun giftede sig med i Søllerød Kirke i 1963. Han var dengang en af Danmarks rigeste restauratører og ejede på et tidspunkt 17 restauranter verden over. Oscar Pedersen opbyggede i Helsingør-området et hotelempirium - først med købet af Snekkersten Kro (senere Kystens Perle) og senere med købene af Hotel Marienlyst, Hotel Hamlet og Skotterup Kro. Det var Oscar Pedersen, der lancerede begrebet "Nordens festlige hjørne" om Helsingør-området. Indimellem koncerter, cd-udgivelser og tv-optrædener bistod Lys Assia i mange år sin mand i administrationen af hans mange hoteller og restauranter i Danmark og i udlandet. I mange år havde Lys Assia Danmark som sit andet fædreland, men parret flyttede senere til Frankrig, hvor Oscar Pedersen døde ved en bilulykke syd for Paris i 1995. Lys Assia døde på et hospital i Zürich i Schweiz.