Hans Christian Orlamundt
Født: 6-4-1837 i Aalborg
Død: 1-7-1912 (75 år)
Gravsted: Vestre Kirkegård - Kbh

Biografi
Hans Christian Andreas Orlamundt, skuespiller, var søn af teaterdirektør Carl Wilhelm Orlamundt og skuespillerinde Petrine Larsen. Som født ind i teatermiljøet debuterede han da også allerede i en barnerolle på Casino. I oktober 1856 fik han sin mere officielle debut ved sin fars selskab som Jokum i "En søndag på Amager" og han arbejdede sig med årene frem i de danske og norske provinser. Han blev den 21. september 1882 gift med den 26 år yngre skuespillerinde Dagmar Lydia Orlamundt og sammen rejste ægteparret i 1883 til København, hvor de blev tilknyttet Dagmarteatret og hvor han ved åbningen af teatret den 7. marts 1883 spillede rollen som Imber i operetten "Let Kavaleri". Fra da af forblev Hans Orlamundt i København. Han havde engagement 2 år ved Dagmarteatret, 10 år ved Folketeatret, 4 år ved Casino og 13 år ved Dagmarteatret. Ægteskabet med Dagmar Orlamundt blev opløst i 1887. Det blev ikke mindst i det moderne repertoire at Hans Orlamundt gjorde sig gældende. I de 29 år han virkede i København spillede han omkring et par hundrede roller. Efter flere operationer trak Hans Orlamundt sig tilbage fra scenen den 5. oktober 1911 efter 55 års tro tjeneste. Han døde i sit hjem i Espergærde. Hans Christian Orlamundt blev gift den 30. marts 1865 i Horsens med skuespillerinde Victoria Nathalia Agnes Olivia Thorberg (06-10-1842 - 18-05-1928) og indgik sit andet ægteskab den 21. september 1882 i København med skuespillerinden Dagmar Lydia Hansen (07-07-1863 - 10-01-1939)