Holger Rønnow
Født: 27-2-1943 (81 år)
Biografi
Holger Rønnow, pianist, var som dreng solist bl.a. på La Scala Operaen i Milano og på Det Kgl. Teater i København. Han spillede som ganske ung i rockorkestre med bl.a. Mogens "Django" Petersen og Ib "Rock" Jensen. Allerede i 17-års alderen havde han pianist-jobs på flere hoteller. Efter soldatertiden kom han i 1963 med i ensemblet Ove Sopp og hans Sopptimister. Sammen med hustruen, sangerinden Lis Bjerring, har han optrådt på legendariske danserestauranter som Kystens Perle, Hotel Marienlyst, La Fontaine, Pariserklubben, Adlon, Prater, Restaurant Nimb og i Odd Fellow Palæet. I fire år optrådte han sammen med vokalkvartetten Jacks og medvirkede i en række tv-programmer. Gennem syv år spillede han i Bakkekroen på Dyrehavsbakken og var i fire år akkompagnatør i Bakkens Hvile. Han har været med i flere danske film, bl.a. "Blind makker", ligesom han havde en lille rolle i tv-serien "Matador" i episoden "Skiftedag". Holger Rønnow er stadig aktiv som pianist og selskabsmusiker. Han blev den 1. oktober 1988 gift med sangerinden Lis Bjerring efter at de havde været sammen i 25 år.
Har medvirket i følgende 1 film:
Blind makker (1976) | Pianist på Søpavillonen |
Har medvirket i følgende 1 TV-serier:
Matador (1978-1982) 3 | Vickis ven |