Ernst Herdorf
Født: 25-3-1934 (90 år)

Biografi
Ernst Herdorf, musiker, kapelmester og restauratør, har haft et langt arbejdsliv i underholdningsbranchen. Som ung dreng var han medlem af Tivoligarden, hvor han fra 1946 til 1950 spillede tuba og Helikon. Senere skiftede han instrumentet ud med saxofon, fløjte og klarinet og spillede i Københavns Ungdoms Symfoniorkester og Ib Glindemann's bigband. For at have noget solidt at falde tilbage på tog han en fire-årig handelsuddannelse. Efter endt uddannelse startede Ernst Herdorf i Malihini-kvintetten, der i efterkrigsårene blev en berejst trup, som både besøgte de amerikanske baser i Grønland samt Frankrig og Tyskland. Han spillede som fuldtidsmusiker i Kaj Egils orkester, der spillede på Aveny i Malmø og i Århushallen. I tresserne vendte Ernst Herdorf hjem for at blive kapelmester på det populære Bellevue Strandhotel nord for København, hvilket blev starten på en 45 år lang karriere med dirigentstokken i hånden. I otte år boede han i Gøteborg og publikum fik lejlighed til at høre Ernst Herdorfs orkester på talrige turneer rundt om i Skandinavien – fra folkeparker i Finland og Sverige til mere intime steder på forskelige hoteller. Fra 1974 til 1977 var han kapelmester på Bakkens Friluftsscene. De tre sæsoner blev grundlaget for en livslang kærlighed til Bakken, som betød, at Ernst Herdorf sammen med sin kone Britt købte og drev restaurant "De Fire Ege" fra 1990 til 2000.