Robert Louis Stevenson
Født: 13-11-1850 i Edinburgh, Skotland
Død: 3-12-1894 (44 år)
Gravsted: Mount Vaea i Samoa

Biografi
Robert Louis Stevenson, skotsk forfatter, var søn af ingeniør Thomas Stevenson og Mary Balfour, som var meget religiøse. Det påvirkede ham resten af livet, selv om han prøvede at lægge det bag sig. Som barn var han angrebet af tuberkulose, en sygdom der mærkede ham resten af livet. Han blev jurist, men var fra ungdommen tillige skribent og journalist. Han skrev romaner, noveller, digte, essays, skuespil og rejsebeskrivelser. En af hans mest kendte bøger er "Skatteøen". Især blev han kendt for sine handlingsmættede romaner, der tillige for de bedstes vedkommende udmærker sig ved fremragende personkarakteristikker. Den historiske roman "Kidnapped" handler om den sidste Stuart-opstand i Skotland i 1746 og fortsættes i "Catriona". Den ufuldendte, mere realistiske roman "The Weir of Hermiston" (1896), der udmærker sig ved sin raffinerede brug af skotsk dialekt, anses af mange for at være blandt hans allerbedste. Han døde på Samoa som 44-årig af en hjerneblødning.