P. E. Lange-Müller
Født: 1-12-1850 i Frederiksberg
Død: 26-2-1926 (75 år)
Gravsted: Vestre Kirkegård - Kbh

Biografi
Peter Erasmus Lange-Müller, komponist, var som søn af en anset højestreretsassesor på Frederiksberg bestemt for et statsvidenskabeligt studium. Trangen til selv at skabe trængte snart studierne i baggrunden. Sønnen fik lov til at følge sine kunstneriske tilbøjeligheder og studere musik. Han modtog undervisning i klaver og teori hos Gottfred Matthison-Hansen (1832-1909) og E. Neupert, men som komponist var han hovedsagelig autodidakt. Efter et års studier ved Musikkonservatoriet i København levede han tilbagetrukket som følge af dårligt helbred. Han forsøgte sig uden større held som operakomponist. Mødet med Holger Drachmann gav ham den baggrund og inspiration, der førte ham ind i den sceniske musiks verden. Hans produktion omfatter dramatiske værker, instrumentalmusik, korværker og sange. Han komponerede bl.a. Ved Bosperus og Renaissance. Mange af hans sange blev meget udbredt som f.eks. "Jægersangen" og "Kornmodsglansen". Hans sange gør ham til den betydeligste danske romancekomponist i generationen efter Peter Heise. Også korsatser og romancer i nogle af hans sceneværker er blevet folkeeje - det gælder specielt musikken til Holger Drachmanns eventyrspil "Der var en gang" med "Midsommervisen" (1887). Bredest folkelig yndest havde i årevis "Lykken er ikke gods eller guld" til en tekst af Charles Gandrup (1847-1911). Et dårligt helbred medførte, at han trak sig tilbage fra det offentlige musikliv og levede en tilbagetrukken tilværelse på sit landsted Sophienberg ved Rungsted. I 1874 var han medstifter af Koncertforeningen og i et par år meddirigent, den eneste faste stilling, han beklædte.


Har arbejdet med følgende 3 film:
I de lyse nætter (1948)Musik
Bruden fra Dragstrup (1955)Musik
Der var engang (1966)Musik

Har arbejdet med følgende 2 revyer:
Holstebro-revyen (1985)Musik
Hjørring-Revyen (2022)Musik