BiografiRina Netschajew voksede op hos sine bedsteforældre i Egedesminde på Grønland og kom i 1959 til Danmark, da bedstefaderen, som var grønlandsk præst, blev valgt som folketingsmand. Hun kom på kostskole på Bagsværd Friskole (Hanna-Skolen), hvor hun fik en skolegang, der var meget musikalsk orienteret. Gennem 15 år sang og dansede hun i Grønlænderkoret MIK. Samtidig fik hun nogle mindre roller i et par teaterforestillinger. Hun spillede på Skolescenen en bondepige i stykket "Andorra" af Max Frisch og var både indianerpige og een af de fine damer i "Annie Get Your Gun" på Falkoner Teatret i 1968. Vesttysk TV gjorde brug af hende som jødinde i "Flygtningen" - en film om jødeforfølgelserne under krigen. I en enkelt sæson var hun engageret som assistent for professor Tribini på Bakken, hvor hun udenfor gøglerteltet kørte på motorcykel i et reklame-stunt for Yamaha og i forestillingen indgik dels i et forsvindingsnummer og dels i et sabelnummer. Udover en lille statistrolle i filmen "Jeg elsker blåt" var hun også med i nogle dokumentarfilm af
Jørgen Roos. Senere rejste hun et år til USA, hvor hun lavede mad og tilbage i Danmark arbejdede hun senere som hjemmehjælper og som kantineleder i Arbejdsdirektoratet.