Gustav Esmann
Født: 17-8-1860 i København
Død: 4-9-1904 (44 år)
Gravsted: Holmens Kirkegård - Østerbro (nedlagt)

Biografi
Gustav Frederik Esmann, forfatter og journalist, var søn af oberstløjtnant, senere generalmajor i infanteriet Niels Christian Esmann og Adelheid Esmann, født Weber. Han gik i Viborg Latinskole 1869-73, i Odense Latinskole 1873-77 og blev student i 1877. Efter filosofikum studerede han i nogle år jura uden synderlig interesse for studiet og opgav det derpå. Han blev ved Politikens stiftelse 1884 fast medarbejder af dette blad, foretrak senere en friere journalistisk virksomhed og skrev i de sidste år i blade og tidsskrifter af forskellig farve og art, bl.a. teateranmeldelser i Dagens Nyheder. Som journalist førte han en smidig pen, var ofte sarkastisk og polemisk og gav mere end én gang anledning til bladfejder. Ved siden af denne journalistiske virksomhed skrev han bl.a. to noveller i 1885 foruden nogle mindre og større dramatiske arbejder, bl.a. fireakts-lystspillet "I Provinsen" (1890). Mest kendt blev "Den kære Familie", som blev opført på Det Kongelige Teater i 1892. Desuden blev "I Stiftelsen" (1886) spillet på Det Kongelige Teater, "Pebersvende" (1886) på Folketeatret og toakts-skuespillet "Før Brylluppet" på Dagmarteatret. Gustav Esmann var kendt i det københavnske natteliv under navnet "Lille Es". Han blev den 6. juni 1890 gift med Fanny Drewsen. Gustav Esmann blev skudt på sit hotelværelse på Centralhotellet i København den 4. september 1904 af en forsmået elskerinde Karen Hammerich.


Har arbejdet med følgende 1 film:
Den kære familie (1962)Efter skuespil af