Thomas S. Hermansen
Født: 3-6-1867 i Låsby v/ Skanderborg
Død: 31-3-1930 (62 år)
Gravsted: Grønbæk Kirkegård

Biografi
Thomas Sørensen Hermansen, der stammede fra Låsby og var søn af Boelsmand Søren Peder Hermansen og hustru Bodil Marie Thomasen, vendte efter ophold i Amerika tilbage til Århus, hvor han i 1895 etablerede sig som fotograf. I 1902 rejste han til Californien, hvor han oplevede starten på Hollywood og mødte sin hustru Marie, som iøvrigt var fra Hinnerup. Han forsøgte sig som guldgraver med et vist held. En guldbarre smeltet af det guld han fandt prydede i mange år kaminen på hans gods Allinggård, hvor han i sine velmagtsdage tog imod det finere borgerskab og tidens førende skuespillere. Han tjente sig en formue ved at forstørre billeder og sælge forstørrelserne over hele landet. Da filmen kom frem blev han - initiativrig og impulsiv som han var - grebet af begejstring for det nye og begyndte selv at optage reportagefilm. Han begyndte at lave levende billeder i 1904 og fik i 1906 biograf. Hans filminteresse førte i 1908 til dannelsen af et filmselskab, der i 1910 fik navnet aktieselskabet "Fotorama". Han forlod selskabet i 1912 og grundlagde samme år filmselskabet A/S Thomas S. Hermansen. Thomas S. Hermansen ophørte som filmproducent i 1913. I 1916 var han igen i USA sammen med vennen, urgrosserer Jens P. Larsen. De havde opfundet et sprængstof, som de mente kunne have amerikanernes interesse. Rygtet om deres forehavende var imidlertid løbet i forvejen, så de blev stoppet i tolden. Da man ikke fandt sprængstof fik de lov til at passere, og de fik siden solgt deres opskrift. Hermansen anbragte sin efterhånden betydelige formue i ejendomme, hovedsagelig i Århus, hvor han en tid var byens største ejendomsbesidder. Thomas S. Hermansen var gift med Marie Nyboe (05-12-170 - 10-04-1941)