Charles la Cour
Født: 22-6-1838 i København
Død: 10-7-1921 (83 år)
Gravsted: Assistens Kirkegård - Nørrebro - Kbh (nedlagt)

Billede af Charles la Cour
Biografi
Charles Dornonville de la Cour, premierløjtnant, skuespiller og redaktør, der var søn af officeren Niels la Cour og Emilie Antoinette Bruun, tog styrmandseksamen i København 1853-54. Han søgte ind på Søkadetakademiet, men bestod ikke adgangsprøven og blev i stedet optaget på Landkadetakademiet. Han var ansat som sekondløjtnant ved et dragonregiment i Aarhus, hvor han i 1866 tog sin afsked med årpenge og med rang af premierløjtnant. Efter sin afgang fra Hæren anlagde han et kalkbrænderi ved Risskov, som han dog lukkede allerede i efteråret 1867. Derpå blev han assistent ved De jysk-fynske Statsbaners drift oktober 1867 og kom til Jernvejskontoret 1870, hvorfra han dog tog sin afsked 1872. Charles la Cour kastede sig derefter over skuespillet og debuterede 27. august 1872 på Folketeatret i København. Han forlod Folketeatret i 1876 og trådte noget senere med sin anden kone ind i Foglits skuespillerselskab og tiltrådte med dette en kunstrejse til Norge. Han vendte i 1877 tilbage til Folketeatret, hvor han dog kun var engageret en enkelt sæson. Charles la Cour prøvede forgæves at etablere en karriere som forretningsmand, og tog i stedet til Norge som leder af et lille skuespilselskab, spillede derefter tillige med sin hustru i Danmark, Norge og Sverige, indtil de begge i 1882 blev engageret til det da nyoprettede Dagmarteater i København. Han rejste i august 1883 atter til Norge, hvor han igen søgte at komme ind i forretningslivet, men blev nødt til at ernære sig som skuespiller. Charles La Cour fik i oktober 1886 ansættelse ved det illustrerede ugeblad Folkebladet, men mistede stillingen efter et års tids forløb. Fra marts 1888 var han medarbejder ved Nationaltidende i Oslo indtil nytår 1891, da bladet måtte lukke. Samme år i juni måned blev han ansat som medarbejder ved Norges Sjøfartstidende, hvis redaktør han blev i december 1894, da bladet gik over i et nyt aktieselskab. I 1913 tog han sin afsked fra redaktørposten på grund af alder og tunghørighed og flyttede med sin hustru til København, hvor han fra oktober 1914 til sin død havde fribolig i Kronprins Frederiks og Kronprinsesse Louises Stiftelse (Frimurerstiftelsen). Charles Dornonville de la Cour blev gift i Aarhus den 22. juni 1865 med Karen Christiane Judithe Christensen (11-03-1838 - 05-10-1875). I sit andet ægteskab blev han gift den 12. august 1876 i København med koristinde og skuespillerinde ved Folketeatret Eleonora (kaldet Ella) Caroline Møller (f. 31-01-1851). Parret blev separeret i 1883. Han blev gift for tredje gang 19. juni 1886 i Oslo med skuespillerinden Elisabeth (kaldet Betty) Sophie Alfrida Nyegaard (27-08-1844 - 28-09-1921).


Har medvirket i følgende 1 revyer:
Folketeatret 1872