Asger Pedersen
Født: 12-11-1934 i Kolding
Død: 3-5-2025 (90 år) Mindebog
Gravsted: Manglende oplysning

Biografi
Asger Pedersen, komponist, dirigent og domorganist i Viborg, voksede op i Kolding og blev i 1952 nysproglig student fra Kolding Gymnasium. Han blev uddannet i årene 1954-1961 som organist, dirigent og oboist fra Det Kongelige Danske Musikkonservatorium i København. I 1961 havde han sin debutkoncert på orgel og supplerede senere sin orgeluddannelse ved flere studieophold hos Gaston Litaize i Paris. Under studietiden begyndte han at skrive digte og fik sin første digtsamling Genesis udgivet i 1961. I årene 1960 til 1982 var Asger Pedersen organist ved Mørkhøj Kirke i Gladsaxe - afbrudt af et år som organist ved Frederikskirken i Paris. I 1982 blev han domorganist i Viborg, hvorfra han gik på pension i 2004. Han komponerede motetter, som koret sang til højmessen, og han komponerede også sine egne orgelforspil til salmerne. I hele perioden havde han en omfattende koncertvirksomhed som orgelspiller, kammermusiker og kordirigent. Asger Pedersen arbejdede 1971-1977 som forfatter, komponist og akkompagnatør i DRs Børne- og Ungdomsafdeling, hvor han bidrog med sange og smådramatik. Sammen med Palle Kjærulff-Schmidt lavede han den halvlange film "Et nytårseventyr" og han var med til at skrive julekalenderne "Vinterbyøster" og "Jullerup Færgeby". I årene 1972 til 1976 var han sangskriver og akkompagnatør for børneserien "Ingrid og Lillebror". Han skrev og komponerede også sangen "Blæsten kan man ikke få at se". Asger Pedersen oversatte musikbundne tekster, dels opera-librettoer, med Alban Bergs "Lulu" som den vigtigste, dels en lang række musicals, og endelig oversatte han til caféteatre i København franske viser af folk som Jacques Prévert, Boris Vian, Jacques Brel og Georges Brassens. Til Aalborg Teater skrev han sammen med Fuzzy børneforestillingen "Fyrtøjet" i 1978. Desuden lavede han to store oversættelser - "Misantropen II" af Jaques Rampal til Vintapperteatret og "Freden" af Aristofanes til Det Danske Teater. I de senere år var han vikar som organist ved Houlkær Kirke.


Har arbejdet med følgende 1 revyer:
Spleenagerlove (1963)Musik

Har arbejdet med følgende 2 julekalendere:
Vinterbyøster (1973,1976)Sangtekster, Manuskript
Jullerup Færgeby (og Tryksen) (1974,1982,1990,1997,2014)Sangtekster, Manuskript