Herman Stilling
Født: 12-2-1925 i København
Død: 21-2-1996 (71 år)
Gravsted: Vestre Kirkegård - Kbh

Biografi
Herman Emanuel Stilling, maler, grafiker og forfatter, der var søn af en repræsentant, voksede op på Nørrebro i København. Han blev uddannet på Kunstakademiet i årene 1945 til 1951. Han debuterede i 1949 ved Kunstnernes Efterårsudstilling. Trolden var det gennemgående fabulerende udtryk i hans kunstneriske virksomhed både i grafik, collage, maleri og tekster. Hans første bog "Troldebogen" udkom i 1952. Siden fulgte "Historien om to sprællemænd og en kagekone", tegneserien "Anna - en fattig piges eventyr" sammen med Erik Nørgaard og "Anna vender tilbage". Et andet gennemgående motiv er møbelben, som han tog op i begyndelsen af 1960'erne og tillige anvendte i mosaikskulptur. Collagerne er ofte sammensat af afrevne stumper fra gamle tapetbøger og danner i flere tilfælde udgangspunkt for abstrakte malerier. Herman Stillings billedkunst blev kendt gennem talrige udstillinger over hele landet og han er repræsenteret med flere værker på nordiske museer i form af gavludsmykninger m.v. Blandt hans større udsmykninger er gavlmaleri til G.A. Hagemanns Kollegium (1952) i København og mosaik til Slagelse Amtssygehus (1969). Herman Stilling blev hædret med en række priser og legater, bl.a. Victor B. Andersens Hæderslegat i 1984 og Dansklærernes Pris i 1994. En række charmerende erindringsbøger indledtes med "En dreng ved navn Herman" (1974). I 2003 blev hans eget museum indviet i de gamle stalde ved Assistens Kirkegård i København.


Har arbejdet med følgende 1 revyer:
Vidunderlige kælling (1975)Tekst

Bøger om Herman Stilling:
En dreng ved navn Herman af Herman Stilling