Fistonje Nielsen
Født: 30-12-1839 i København
Død: 29-6-1907 (67 år)
Gravsted: Vestre Kirkegård - Kbh
Biografi
Jørgen Vilhelm Emil Nielsen (kaldet Fistonje Nielsen), skuespiller, komiker, oplæser og sanger, var i sine unge dage på Holmen og deltog senere i krigen 1864, hvor hans bataljonschef interesserede sig for ham og bevirkede at han efter krigen fik ansættelse ved Folketeatret. Fra denne tid kaldte han sig "Dybbølsangeren" og var under dette navn kendt i vide kredse. Årene igennem virkede han ved samtlige privatteatre, hvor han optrådte i småroller og som korist. Han nåede ikke langt som skuespiller. Hans største kunststykke præsterede han som bødkerdrengen i operetten "Boccaccio" på Casino, hvor han til direktørens overraskelse og publikums rædsel slog et kraftspring fra scenen og ned i den store bødkertønde. Mest kendt var han for sin medvirken ved alle mulige aftenunderholdninger og i private selskaber, hvor hans historier og sange skaffede ham midler til livets ophold. Selv skrev han flere viser og sange. Han huskes fra Tivolis landlige høstfester, hvor han gerne dukkede op som den traditionelle og "gemytlige" bondemand. Fistonje Nielsen var gift med Petrine Rasmine Nielsen.