Holger Drachmann
Født: 9-10-1846 i København
Død: 14-1-1908 (61 år)
Gravsted: Skagens nordlige klitter - ved Grenen

Billede af Holger Drachmann
Biografi
Holger Henrik Herholdt Drachmann, forfatter, digter, dramatiker og kunstmaler, der var lægesøn, blev indskrevet på Kunstakademiet i 1866. Her fik han undervisning af bl.a. eckersberg-eleven Wilhelm Marstrand og marinemaleren C.F. Sørensen. Han fik sit gennembrud med digtsamlingen "Digte" (1872), som han skrev efter et ophold i England. Nogle år senere blev hans digtning mere naturlyrisk, f.eks. i "Sange ved havet" (1877) og "Ranker og roser" (1879). Han var kendt for de mange kvinder, som inspirerede hans digtning, men som ofte vakte skandale. Efter sin første skilsmisse indledte han et lidenskabeligt forhold til en gift kvinde, Polly. Han fik et barn med hende, men hun flygtede fra ham. I Hamburg mødte han en ung pige, Emmy, som han betroede sig til om sin hjertesorg. Emmy forelskede sig i ham uden at ane, at det var hendes egen søster Polly, han talte om. Det fortalte han hende i et brev, og hun flygtede til England. De blev alligevel gift og adopterede hans datter med Polly. Selv fik de fire børn. Ægteskabet var vanskeligt, også på grund af dårlig økonomi, men de to stod hinanden nær. I 1887 blev Emmy syg under sin sidste fødsel. Samme år døde det ene barn af difteritis, og måske som en flugt forelskede Drachmann sig i syngepigen Amanda Nilsson (16-02-1866 - 02-12-1953), som han kaldte "Edith". Hun blev den mest betydningsfulde af hans mange muser. Trods hendes fattige herkomst, gadesprog og tvivlsomme erhverv foretrak han hende, men ville ikke skilles fra Emmy. Han holdt af sin familie og ville skåne den og sig selv for skandalen. Senere brød Amanda med ham for at gifte sig med en rig pølsemager fordi Drachmann havde fundet den norske visesangerinde Bokken Lasson, søster til Oda Krohg. Men hurtigt blev han fanget ind af Bokkens anden søster, den lunefulde og dominerende Soffi Lasson, senere Roede (død 1917). Nu adlød han, da hun forlangte, at han skilte sig fra Emmy (1903). Emmy overlevede Drachmann med tyve år. Hun blev 74 år. "Edith", som var 12 år yngre end Emmy, døde først 87 år gammel i 1953. Hun fik ingen børn med Drachmann og misundte Emmy hendes. Soffi blev Drachmanns sidste kone, men langtfra hans sidste muse. I 1883 brød Drachmann voldsomt med Brandes-bevægelsen, nærmede sig de konservative og optrådte den næste halve snes år som national, traditionel og forsvarsvenlig skribent. Fra denne periode stammer nogle af hans populæreste dramaer, især eventyrspillet "Der var engang" (1887), melodramaer som "Vølunds Smed" (1894), "Gurre" (1898) og "Renæssance" spillet på Dagmarteatret i 1901. Fra begyndelsen af 1890'erne sluttede han sig atter til det Moderne Gennembrud uden dog at ændre sine emner stort. Holger Drachmann debuterede som maler på Forårsudstillingen i 1869 og var i de næste fem år repræsenteret på Charlottenborg-udstillingerne. Han havde altid en skitseblok på sig og yndede at nedfælde indtryk på sine mange rejser eller på sine ture i Danmark. Det blev i tidens løb til mange skitser/tegninger, hvoraf en del er gengivet i bogen "Holger Drachmann - Skitsebog - På rejse -", der blev udgivet i 1996. Holger Drachmann gæstede i en årrække Helsingør og Hornbæk, hvor han var en farverig person både i borgerskabets selskabsliv og blandt fiskere, da han fra barnsben fattede interesse for søfart. Skagen, hvor han havde huset "Villa Pax" var et andet af hans foretrukne opholdssteder og særlig knyttet til hans navn. Da "Villa Pax" i 1902 blev bygget om, blev næsten halvdelen af huset inddraget til atelier. Han var fætter til politikeren Viggo Hørup. Holger Drachmann døde i Hornbæk og ligger begravet i Skagen.

Bøger om Holger Drachmann:
"Holger Drachmann - vi vil fred her til lands" af Kurt L. Frederiksen


Har arbejdet med følgende 5 film:
Kirke og orgel (1932)Efter novelle af
Mosekongen (1950)Sangtekster
Det gamle guld (1951)Sangtekster
Bruden fra Dragstrup (1955)Sangtekster
Der var engang (1966)Efter skuespil af

Har arbejdet med følgende 1 revyer:
Nytårsaften (1873)Tekst