BiografiAndreas Frederik Helsengreen var søn af skræddermester Jens Waage Helsengreen (1802-53). Som blikkenslagersvend spillede han dilettantkomedie på teatret i Kannikestræde (Kalkeballen), hvorfra flere af privatscenernes kræfter blev rekrutteret. I 1855 blev han knyttet til Casino og debuterede den 19. oktober som Claus i "Talismanen" og arbejdede sig frem uden de store roller. I perioden 1862 til 1867 var han ved Folketeatret, hvorefter han vendte tilbage til Casino indtil 1884 og afsluttede sit kunstnerliv på Dagmarteatret den 11. december 1887 som Courtalin i "Gadeskriveren". Frederik Helsengreen spillede ialt 471 roller, bl.a. som banditten Pietro i "Røverne", skomager Tokkerup i "En Spurv i Tranedans", Passepartout i "Jorden rundt i 80 dage", Menelaos i "Den skønne Helene", klokkeren i "Alt for Fædrelandet", Mustapha i "Aladdin", Blake i "Ole Lukøje", korporalen i "Frøken Nitouche" og marketenderen i "Landsoldaten". Da hukommelsen og mælet svigtede ham arrangerede hans kolleger fra de københavnske scener en afskedsforestilling for ham på Dagmarteatret den 12. maj 1888. Frederik Helsengreen blev den 28. oktober 1853 gift i København med Wenzeline Hansine Marie Stripp (28-02-1834 - 08-01-1885). Han er far til skuespillerne
Albert Helsengreen og
Emil Helsengreen.