Biografi
Sophus Neumann debuterede den 26. december 1863 som Peter Ravn i "En Spurv i Tranedans" og han slog straks igennem i den rolle, som blev en af hans bedste. Han spillede siden 800 forskellige roller. Hans hovedroller var Peter Ravn i "En Spurv i Tranedans", "Den indbildt syge", etatsraad Selby i "Et Sølvbryllup", Isidor i "Cesar Girodots Testamente", Grøn i "Grøns Fødselsdag" og Fyrst Auran i "Lykkebarnet". I denne rolle spillede han sammen med den verdensberømte Anna Judic under hendes gæstespil på Kasino. Hun blev så begejstret over ham, at hun tilbød ham et stort engagement i Paris, hvilket han dog afslog. Efter at han i nogle år havde spillet komedie i provinserne vendte han tilbage til København, hvor han dyrkede de komiske og farceagtige roller. Sophus Neumann havde også som humoristisk forfatter et ikke ringe publikum, hvorimod de religiøse digte og moraliserende småting han skrev, vistnok ikke var videre kendt. Sophus Neumann var bror til skuespillerinden Mathilde Nielsen, skuespilleren Viktor Neumann (04-07-1853 - 06-06-1924) og musikdirektør Valdemar Jacob Neumann (12-06-1848 - 23-12-1915). Han var gift med Mary Neumann (24-02-1864 - 22-01-1967).