Per Nørgård
Født: 13-7-1932 (92 år) i Gentofte

Biografi
Per Nørgård, komponist, der er søn af fabrikant Erhardt Nørgård (død 1977) og hustru Emmely Johanne Nicoline Nørgård (f. Christensen) (død 1981), hører til blandt de mest toneangivende danske komponister. Han begyndte allerede som dreng med at komponere musik til små sangtekster og studerede siden på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium hos Vagn Holmboe og Finn Høffding. Efter endt uddannelse i 1955 tog han på studieophold i Paris hos Nadja Boulanger. I 1960erne og 70erne udforskede han sin såkaldte "uendelighedsrække" - som han har anvendt til at skabe hierakisk opbygget musik, hvor et begyndelsesinterval ved en symmetrisk spejling opad og nedad danner stadig nye intervaller i en proces, der kan fortsættes i det uendelige. Dette princip findes i værker som "Ind i den gyldne skærm" og kulminerede med den vældige 3. symfoni (1973-75). I slutningen af 1970'erne blev han meget inspireret af den schizofrene schweiziske kunstner Adolf Wölfli, hvis historie indgår i flere af hans værker, først og fremmest i "Det guddommelige Tivoli". Per Nørgård har skrevet musik i alle kategorier - orkestermusik, kammermusik, opera, balletmusik, korsange og meget andet. Han har bl.a. komponeret operaerne "Labyrinten" (1967), "Gilgamesh" (1973) og "Siddharta" (1983). Hans symfonier står som milepæle i denne store produktion, og særligt hans 5. symfoni og 6. symfoni rager op i dansk musik. Mange af Per Nørgårds symfonier er bestilt og uropført af Radiosymfoniorkestret. Han var fra 1987 til 1995 professor i komposition ved Det jyske Musikkonservatorium og har derigennem haft stor indflydelse på de yngre generationer af danske komponister. Per Nørgård har modtaget Lilie Boulanger-Prisen (1957), Carl Nielsen Legatet (1969, 2001), Nordisk Råds Musikpris (1974), Henrik Steffens Prisen (1988), Léonie Sonnings Musikpris (1996), WH's komponistpris (2000), Wilhelm Hansen Fondens Hæderslegat (2006), Sibeliusprisen (2006) og har siden 1996 været æresmedlem af ISCM. Per Nørgård blev den 14. januar 1956 gift i Sct. Jakobs Kirke i København med kontormedhjælper Anelise Brix Thomsen (f. 26-06-1936). I senere ægteskab blev han den 10. januar 1966 gift med lærer Helle Rahbæk Hansen (21-03-1942 - 19-07-2022)


Har arbejdet med følgende 3 film:
Den røde kappe (1967)Musik
Manden der tænkte ting (1969)Musik
Babettes gæstebud (1987)Musik