BiografiFrank Jæger, forfatter, der var disponentsøn, blev født på Frederiksberg og var student fra Statsgymnasiet Schneekloths Skole i 1945 og uddannet bibliotekar i 1950. Han debuterede som digter i 1947 i tidsskriftet "Vild Hvede". Året efter kom digtsamlingen "Dydige digte" og fra 1950 kunne han leve af sine forfatterindtægter. Senere skrev han bl.a. erindringsbogen "Den unge Jægers lidelser", romanerne "Jomfruen fra Orleans" og "S" samt novellesamlingerne "Hverdagshistorier", "Kapellanen og andre fortællinger", "Danskere", "Døden i skoven" og prosastykket "Udsigt til Kronborg". Han udgav værker inden for mange genrer, men det var dog poesien og radiospillene, der gjorde ham populær. Hans digt Sidenius i Esbjerg fra Cinna og andre digte er med i Kulturkanonen. Han blev kendt som den lyse Jæger, især i kredsen omkring tidsskriftet Heretica, som han var medredaktør af i 1952-1953. Han modtog mange anerkendelser i sin karriere herunder De gyldne laurbær og Det Danske Akademis Store Pris i 1969. Den i begyndelsen udadvendte københavner flyttede til landsbyen Farum og blev model for
Jørgen Mogensens tegneserie "Poeten og Lillemor" og dermed de tre film "Poeten og Lillemor", "Poeten og Lillemor og Lotte" samt "Poeten og Lillemor i forårshumør" der blev lavet omkring 1960. Han blev i 1948 gift med Kirsten Vodder og skilt i 1972. I 1954 flyttede han fra Farum til Tranekær på Langeland.