Leif Conradi
Født: 6-4-1930 (94 år) i Viby sogn v/ Århus

Biografi
Leif Conradi (oprindelig Leif Skorup Christensen), jonglør og cykelartist, der er søn af artist Sophus Adolf Christensen og hustru Alma Marie Hansen, begyndte som ung mand i 1949 i den på den tid berømte tyske Chester Dieck-truppen som optrådte med et cykelnummer i den svenske Cirkus Olympia. Allerede i 1950 havde han sit eget nummer og optrådte i Cirkus Benneweis. Her traf han sin hustru og begyndte et langt artistliv med hende som kvindelig partner. Parret optrådte både herhjemme og i udlandet som kunstcyklistparret Les Conradi i et fremragende cykelnummer, der sluttede med at han hoppede op ad en trappe på sin cykel. Bl.a. havde de i 1952 engagement i Cirkus Rolando i Sverige. De optrådte også sammen i et jonglørnummer under navnet "2 Maxelli". I 1957 spillede han Jongløren i "Den gale fra Chaillot" på Folketeatret i København - en rolle som han også udførte på Det Kongelige Teater. Leif Conradi og hustruen Anna var i 1968 hos Cirkus Arnardo i Norge. I 1971 optrådte de med deres cykelnummer hos Cirkus Ray Miller i Sverige, i 1978 i danske cirkus Arli og i 1980 og 1983 var parret i det svenske Cirkus Regal med både cykelnummer og jonglørnummer. Omkring 1986 sluttede artistlivet, men Leif Conradi fortsatte som kontrollør i Tivoli indtil han blev 67 år. Som 80-årig er han stadig aktiv og arbejder ved et chokoladespil hos en privat lejer i Tivoli. Leif Conradi er bror til skuespillerne Bent og Ib Conradi. På sin 85-års fødselsdag blev han udnævnt til æresmedlem af Dansk Artist Forbund. Han blev den 17. marts 1956 gift i Sct. Markus Kirke i København med syerske Anna Marie Jensen (f. 16-03-1934)


Har medvirket i følgende 1 julekalendere:
Cirkus Julius (1988)Artist