Hanne Schoustrup

Biografi
Hanne Schoustrup var elev på Aalborg Teater 1951-53 og debuterede i O'Neill's "Du skønne ungdom". Hun havde teaterroller som den unge pige i "De gamles oprør" på Andelsteatret i 1952, som Amalie i "Genboerne" på Landsskolescenen i 1953 og som sypigen i Anouilh's "Vildfuglen på Andelsteatret i 1955. Hun var derefter tilknyttet Lille Scene i Aalborghallen, hvor hun i 1955 spillede stuepigen Mary i forestillingen "Min kone spøger" og Marianne i "De lykkelige dage" året efter. I 1957 spillede hun på samme scene Prism i "Bunbury" og i 1958 Fru Jonsen i "Kærlighedens narre". Hanne Schoustrup gik på seminarium og blev uddannet som lærerinde. I en periode underviste hun danske børn på Røde Kors astma hjem i Kongsberg.