Grete Patrick

Biografi
Grete Patrick, sangerinde og skuespillerinde, der er datter af kontorchef Nielsen, Aarhus Oliemøller, blev født af danske forældre på Ceylon, hvor hendes far var konsul. Efter tolv års forløb kom hun til Danmark og efter sin skoletid studerede hun i fire år ved det jyske musikkonservatorium i Aarhus. Hun blev uddannet hos operasangerinde Signe Becker og videreuddannede sin stemme i Italien. Hun debuterede i 1955 på en turné hos Kay Abrahamsen som Komtesse Stasi i "Czardasfyrstinden" og i 1956 havde hun titelrollen i "Frk. Nitouche". Hendes gavtyve-ansigt var som skabt til denne rolle og hun udfoldede på scenen et skælmeri, der skaffede hende en stor personlig sukces. I 1956 spillede hun også kokkepigen Julie i "En yndig pige" på Tivoli Teatret. I 1957 var hun på Kay Abrahamsen Turnéen i operetten "Sommer i Tyrol" som datteren Klärschen og året efter i "Valsedrømme", hvor hun sang "Bummelum" på Radetzky-marchen med tekst af Arne Westermann. I 1959 var hun velsyngende, rørende og morsom i hovedrollen Lene i "Champagnegaloppen", og den lille sangerinde havde sit livs største succes i "Forår i Heidelberg" i 1960 i komisk samspil med Erling Dalsborg og Ib Mossin som enken Veronika, der vil hoppe, "når lokkemaden er en mand.". Hun er gift med pianist Poul Thaaning.