Biografi
Helge Rosvænge (egentlig Helge Anton Rosenvinge-Hansen - navneændring i juni 1918) foretog kemistudier i København, hvor man også nød godt af hans gyldne røst i Studentersangforeningen. Under et ferieophold i Tyskland gjorde han sig sådan bemærket med sin tenorstemme, at han nærmest blev lokket ind i en sangerkarriere, der i mellemkrigsårene førte ham til tops på de store scener i Berlin og Wien. Han fik uddannet sin stemme i Berlin og debuterede som Don José i "Carmen" på Landestheater i Neustrelitz i 1921. Gennem 1920erne sang han på de mindre scener bl.a. i Altenburg, Basel og Köln 1927-30. I 1929 stod han som den logiske arvtager til Richard Tauber på Statsoperaen i Berlin, som han som førstetenor var tilknyttet intil 1944. Han sang også fra 1936 på Wiens Statsopera og i München. Desuden medvirkede han i de tidlige festspil i Salzburg, hvor han fik sin debut i "Rosenkavaleren". I sine bedste år var han midteuropas førende lyriske tenor og udmærkede sig ikke mindst i Pussinis og Verdis store roller. Mellem 1933 og 1939 havde han bl.a. roller som Tamino i "Tryllefløjten" og Florestan i "Fidelio". Højdepunktet i hans karriere var titelpartiet i "Parsifal" i Bayreuth i 1934 og 1936. I 1934 blev han udnævnt til prøjsisk kammersanger og da han i 1936 var på gæstespil på Det Kongelige Teater blev han herhjemme udnævnt til kongelig dansk kammersanger. Han fik sin London debut på Royal Opera House i 1938. Under besættelsen sang han for de kredse som siden skulle stemple ham som nazi-sympatisør. Efter sammenbruddet sad han en tid i russisk interneringslejr, slap så til Sverige, hvor han blev centrum i offentlig polemik og undgik videre ubehageligheder i Danmark ved at flygte til Spanien i en kutter med lettiske flygtninge. Han ernærede sig her gennem to år som kemiker. I 1948 vendte han tilbage til Wien, hvor han indtil 1960 havde endnu en række sangerår ved Wiens Statsopera og fra 1955 ved Statsoperaen i Berlin. Han fortsatte med at synge indtil den 30. maj 1959, hvor han gav sin afskedskoncert i Wien. I kraft af sine grammofonpladeindspilninger er han fortsat en legende i operaens verden og i Tyskland betragtes han stadig som en af 1900-tallets betydelige tenorer, hvilket de mange cd-genudgivelser af hans grammofonplader vidner om. I Danmark er han stort set glemt - vel nok fordi han som så mange andre sangere og musikere, der virkede i Tyskland under naziregimet - lod sig fejre og favorisere af Hitler og Göring. Desuden var han, selv om han bevarede sit danske statsborgerskab, medlem af det tyske NSDAP. Helge Rosvænge blev grundet sine nazistiske synspunkter efter 1945 en nærmest ikke eksisterende person i Danmark. I perioden 1929-1932 indsang han en række populære sange, som senere udkom på en lp-plade. Blandt numrene er "Det var på Frederiksberg", "Københavnervalsen" og filmmelodierne "At elske er at leve" og "Titte til hinanden" begge fra "Skal vi vædde en Million". Han udsendte ialt tre bøger om sit liv, bl.a. erindringerne "Lache, Bajazzo" (1953) og "Mach es besser, mein Sohn" (1962). Helge Rosvænge, der i to ægteskaber fik seks børn, døde i sin lejlighed i München.

Bøger om Helge Rosvænge:
"Helge Rosvænge - en dansk verdenssangers karriere" af Ole Harbo